Bows Niels

Historien om Bows Niels og søns forsvinden.

På Biersted Kirkegård, i mindelunden længst mod nordvest, står en lille beskeden gravsten: "Det sidste kærlige farvel til Niels Chr. Pedersen og Søn som forulykkede i Vildmosen 1906. Fra Hustru og Børn." Bag gravskriften gemmer sig historien om Bows Niels, som boede ude i Nørhalne Mose sammen med konen Kristine og en hel del børn. Så mange børn, at det var svært at holde alle mundene mættede. Derfor gjorde de hos Bows Nils, i lighed med mange andre fattige på kanten af vildmosen det, at de om vinteren sad og lavede limer af lyng og tørvekurve af gråris samlet i Store Vildmose. Det var ikke noget, som gav meget mad på bordet, men lidt gav det da og suppleret med tørvegravningen om foråret og daglejerarbejde hos bønderne betød det, at mundene kunne mættes.

Den 25. marts 1906 gik Niels ud i mosen for at skære ris og lyng sammen med sønnen Jens Chr., om hvem det hed sig, ”at haj war intj´hielt rejti i hudet” (Han var ikke helt rigtig i hovedet).

Da de nåede Biersted Bakke havde de samlet det første drag af materialer. Inden hjemturen spiste de deres "øén"(middagsmad) på Nørgaard, som ligger på Biersted Bakke. Efter middagsmaden og en god snak, skulle de samle endnu "et drag", som der står i datidens avisreferat. Da hændte det, at det blæste kraftigt op og begyndte at sne og i løbet af kort tid, stod jord og himmel i et –”sånt´rejti himmelbetæjt rejfo” (sådan en kraftig snestorm). Men Niels og Jens Chr. var vant til at færdes i mosen, så de har sikkert tænkt noget i retning af: "Hves no wi blywer ve´med å go´ sånt´vi hå´ hudet lie´op i wejen, så kommer vi hjam!" (Hvis vi bliver ved med at gå, sådan med vinden lige i hovedet, så kommer vi hjem). Vinden var nemlig af nordøst og i samme retning lå deres hjem. Men nu sker der så det, som jo så tit sker, at vinden umærkeligt drejer og mosegængerne drejer med - uden de selv er klar over det... Til slut er vinden drejet om i nordvest, og så er Bows Niels og Jens Chr. faret vild herude i det store vilde øde, hvor alt ligner hinanden til forveksling. Kigger de op har de sneen piskende ind i ansigtet, og kigger de ned ser de lyng, lyng og atter lyng, kun hist og her vokser lidt forkrøblede gråris. Måske går de rundt herude i denne 64 kvadratkilometer store ødemark hele eftermiddagen. På et tidspunkt må de være så trætte og forkomne, at de sætter sig ned og sover i løbet af nogle timer stille ind i døden.

Men hjemme i det lille husmandssted går Kristine og bliver mere og mere bekymret over, at mand og søn ikke vender hjem. Hun slår alarm og de 9 sognefogeder fra egnens ni sogne, starter en eftersøgning. I datidens avis står der, at 300 mand danner kæde tværs over mosen, hvilket selvfølgelig ikke kunne lade sig gøre, dertil var mosen alt for stor, men vi må forestille os, at de har gået i en kæde fra foden af Biersted Bakke mod hjemmet i Nørhalne Mose. Men eftersøgningsholdet vender tilbage uden spor af far og søn.

Nu rører folkesladderen sig på egnen: "Mon ikke det skulle være Kristine selv, der har taget livet af manden og sønnen?" Politiet begynder at foretage undersøgelser og mistanken hviler tungt over Kristine. Hun kommer i forhør, og politiet graver gulvet op i køkkenet, for at finde eventuelle rester af de forsvundne, dog uden at finde beviser.

I april, hvor tøvejret sætter ind, begynder 600 hvidklædte soldater fra Aalborg Garnison en stor eftersøgning - nu skal de findes. Men de leder stadigvæk ikke i den rigtige retning, skal det senere vise sig, og da de har siddet i søle til armhulerne nogle gange, det er det værst tænkelige tidspunkt at færdes i Vildmosen på, når varme og tø sætter ind, giver de op, og eftersøgningen indstilles. Dagen efter bringer Aalborg Stiftstidende en artikel under overskriften: ”Den Store Vildmose får lov at beholde sit rov!” Herefter bliver sagen om Bows Niels´ og Jens Christians forsvinden henlagt.

Nu afdøde Jens Thomsen ude fra Skovengene fortæller, at en dag var hans far og Lars Grøn og vistnok også mosefoged Lars Poulsen, Sandelshus i Vildmosen for at plukke "stokbær" (formentlig multebær?). Da de kommer til Bjergets Damme, nogle bundløse huller sydvest for Centralgården, ser de nogle rugstrå vokse op af mosen, og da siger Jens´ far til de to andre: "Der trower á skanmé at Bows Niels, haj lej-jer!" (Der tror jeg søreme Bows Niels ligger) - og ganske rigtigt, her finder de kraniet af et menneske, endnu sidder der rester af en ulden hue på det. De bjerger kraniet, Kristine bliver tilkaldt og skal afgøre, om det kan stamme fra Niels, "Jo, det er Niels, a' ka' tjej ham på luwn!" (Jo, det er Niels, jeg kan kende ham på huen). I følge avisartikler fra dengang, skulle det dog være kraniets fortænder der var så karakteristiske, at hun og børnene kunne genkende det som værende fra Niels. 

Ved Biersted Kirke tømmes en gammel trækasse for strøsand, de jordiske rester af Bows Niels kommes heri og begraves lige vest for kirketårnet på Biersted Kirke. Dette sker den 16. april 1907 - over et år skulle der altså gå inden mistanken mod Kristine for at have ombragt mand og søn, skulle blive ophævet.

Så går der igen godt og vel et år. Den 24. juli 1908 er nogle Aabyfolk på udflugt til Aaby Bjerg, og på et tidspunkt får man den ide, at gå en tur til Bjergets Damme –”der er no så skjønt deru'”,(der er jo så skønt derude) og da ser man en grøn plet i den ellers så brune mose, en grøn plet som røber, at her er mosen blevet gødet særligt godt! Og ganske rigtigt: Her ligger et næsten intakt skelet af et menneske. Knogleresterne bliver identificeret som de jordiske rester af Jens Christian, og den 2. august 1908 begraves også Jens Christians jordiske rester i samme grav som faderen.

Besøg gravstenen på Biersted Kirkegård og oplev stilheden og stemningen i den lille mindelund.